Banker, der var for store til at fejle

Indhold

• Banker, der blev for store til at fejle
• Virksomheder, der blev reddet
• Fannie Mae og Freddie Mac Lånefirmaer
• AIG forsikringsselskab
• Forebyggelse af, at banker bliver for store til at mislykkes

For stort til at mislykkes er en sætning, der bruges til at beskrive en virksomhed, der er så sammenflettet i den globale økonomi, at dens fiasko ville være katastrofal. Big refererer ikke til virksomhedens størrelse, men snarere er det involvering på tværs af flere økonomier.

Den tidligere præsident George W. Bushs regering populariserede "for stor til at fejle" under finanskrisen i 2008. Administrationen brugte sætningen til at beskrive, hvorfor den skulle redde nogle finansielle virksomheder for at undgå verdensomspændende økonomisk sammenbrud.

Virksomhederne med behov for redning var finansielle virksomheder, der havde påberåbt sig derivater for at få en konkurrencemæssig fordel, når økonomien blomstrede. Da boligmarkedet kollapsede, truede deres investeringer med at gå konkurs. Disse banker var så stærkt investeret i disse derivater, at de blev for store til at mislykkes.

Banker, der blev for store til at fejle

Den første bank, der var for stor til at mislykkes, var Bear Stearns. Bear Stearns var en lille, men meget velkendt investeringsbank, der var stærkt investeret i realkreditobligationer. Da markedet for realkreditobligationer faldt sammen, lånte Federal Reserve 30 milliarder dollars til JPMorgan Chase & Co. (JPM.N) for at købe Bear Stearns for at afhjælpe bekymring for, at tilliden til andre banker ville blive ødelagt.

Citigroup, en anden gigant i den finansielle sektor, havde også involveret sig i pantesikkerhedsgalskaben. Lehman Brothers 'investeringsbank blev også påvirket af kriserne. Da finansminister Hank Paulson sagde nej til at redde banken, indgav den konkurs. Den følgende mandag faldt Dow 350 point.

I onsdag var de finansielle markeder i panik; dette truede den daglige udlån, der var nødvendig for at holde virksomhederne i gang. Problemet var eskaleret uden for kontrolgrænserne for pengepolitikken. Den eneste mulighed, som ledere af den finansielle sektor så, var en redning på 700 mia. Dollars til at rekapitalisere de store banker.

Bank of America, Morgan Stanley, Goldman Sachs og JPM.N var også overskriften, da de oplevede tab fra de sammenfaldende værdipapirværdier.

Virksomheder, der blev reddet

Citigroup modtog en kontant infusion på 20 milliarder dollars fra Treasury. Til gengæld modtog regeringen $ 27 mia. Af præferenceaktier, der gav et årligt afkast på 8%. Det modtog også tegningsoptioner om ikke at købe mere end 5% af Citis almindelige aktier til $ 10 pr. Aktie.

Investeringsbankerne Goldman Sachs og Morgan Stanley blev reddet af Federal Reserve (Fed), som tillod dem at blive kommercielle banker, hvilket betyder, at de nu blev reguleret af regeringen.

Hvad dette betød, er at de kunne låne fra Feds rabatvindue og drage fordel af Feds andre garantiprogrammer beregnet til detailbanker. Med disse investeringsbankers sammenbrud var æraen med ultra-succesfuld investeringsbank overstået.

Fannie Mae og Freddie Mac Lånefirmaer

Realkreditgiganterne Fannie Mae og Freddie Mac garanterede 90% af alle boliglån inden udgangen af ​​2008. De købte pant i bankerne og skabte værdipapirer fra dem. I processen strømmede investorer til disse værdipapirer på grund af det høje afkast.

Boliglån blev givet til folk, der ikke havde råd til dem (sub-prime lån), som derefter blev solgt som værdipapirer. Investorer brugte tusindvis af dollars på disse værdipapirer, da boligboblen sprængte på grund af et massivt antal misligholdte realkreditlån.

Det amerikanske finansministerium garanterede $ 100 millioner i deres realkreditlån og returnerede dem faktisk til statens ejerskab. Hvis Fannie og Freddie var gået konkurs, ville boligmarkedet være brudt sammen.

AIG forsikringsselskab

American International Group (AIG) var et af verdens største forsikringsselskaber. Det meste af dets forretning var traditionelle forsikringsprodukter. Da virksomheden dykkede ned i credit default swaps, begyndte det at tage enorme risici.

Disse swaps forsikrede de pantlån, der blev købt af investorer, i et forsøg på at reducere risikoen for værdipapirerne, hvis låntagerne misligholdte. Hvis AIG gik konkurs, ville det udløse fiasko hos de finansielle institutioner, der købte disse swaps.

AIG's swaps mod subprime-realkreditlån skubbede det til randen af ​​konkurs. Da de prioritetslån, der var knyttet til swappene, var misligholdt, blev AIG tvunget til at rejse millioner i kapital. Da aktionærerne fik øje på situationen, solgte de deres aktier, hvilket gjorde det endnu sværere for AIG at dække swappene.

Selvom AIG havde mere end nok aktiver til at dække swappene, kunne det ikke sælge dem, før swaps blev forfaldne. Det efterlod det uden kontanter til at betale swapforsikringen.

Federal Reserve ydede et to-årigt lån på 85 mia. Dollar til AIG for yderligere at reducere stress på den globale økonomi. Til gengæld modtog regeringen 79,9% af AIG's egenkapital og retten til at erstatte ledelsen.

Det modtog også vetomagt over alle vigtige beslutninger, herunder salg af aktiver og betaling af udbytte. I oktober 2008 hyrede Fed Edward Liddy som administrerende direktør og formand for at lede virksomheden.

Planen var, at Fed skulle bryde AIG op og sælge brikkerne for at tilbagebetale lånet. Men aktiemarkedets spring i oktober gjorde det umuligt. Potentielle købere havde brug for overskydende kontanter til deres balance. Treasury Department købte 40 milliarder dollars i AIG-præferenceaktier fra sin kapitalgenkøbsplan.

Fed købte $ 52,5 mia. I realkreditobligationer. Midlerne gjorde det muligt for AIG at fratræde sin kreditstandard swaps rationelt og redde det og meget af den finansielle industri fra sammenbrud. AIG Bailout blev en af ​​de største økonomiske redninger i USAs historie.

Forebyggelse af, at banker bliver for store til at mislykkes

Dodd-Frank Wall Street Reform Act (Dodd-Frank) var den mest omfattende økonomiske reform siden Glass-Steagall Act fra 1933 (ophævet i 1999, som satte rammen for investeringsbankkriser). Det søgte at regulere de finansielle markeder og gøre en anden økonomisk krise mindre sandsynlig. Det oprettede Financial Stability Oversight Council for at forhindre flere banker i at blive for store til at mislykkes.

Hvordan? Rådet ser efter risici, der påvirker hele den finansielle sektor. Det fører også tilsyn med ikke-bankiske finansielle virksomheder som hedgefonde. Hvis nogen af ​​disse virksomheder bliver for store, kan det anbefale, at de reguleres af Federal Reserve. Fed kan derefter bede den om at øge sit reservekrav (mængden af ​​kontanter eller indskud, som finansielle institutioner skal opbevare hos Federal Reserve Banks).

Volcker-reglen, en anden del af Dodd-Frank, hjælper også med at forhindre banker i at blive for store til at mislykkes. Det begrænser den risiko, store banker kan tage. Det forbyder dem at handle med aktier, råvarer eller derivater til deres fortjeneste. De kan kun gøre det på vegne af deres kunder eller for at udligne forretningsrisici.