Kredit default swaps med deres fordele, ulemper og eksempler

Indhold

• Eksempel
• Fordele
• Ulemper
• Hvordan swaps forårsagede finanskrisen i 2008
• Dodd-Frank
• JP Morgan Chase Swap-tab
• Den græske gældskrise og CDS

En credit default swap er et finansielt derivat, der garanterer mod obligationsrisiko. Swaps fungerer som forsikringspolicer. De giver købere mulighed for at købe beskyttelse mod en usandsynlig, men ødelæggende begivenhed. Ligesom en forsikring foretager køberen periodiske betalinger til sælgeren. Betalingen sker kvartalsvis snarere end månedlig.

De fleste af disse swaps beskytter mod misligholdelse af højrisiko kommunale obligationer, statsgæld og selskabsgæld. Investorer bruger dem også til at beskytte mod kreditrisikoen ved pant i sikkerhed, uønskede obligationer og sikkerhedsstillede gældsforpligtelser.

Eksempel

Her er et eksempel for at illustrere, hvordan swaps fungerer. Et selskab udsteder en obligation. Flere virksomheder køber obligationen og låner dermed selskabet penge. De vil sikre sig, at de ikke bliver brændt, hvis låntager misligholder. De køber en credit default swap fra en tredjepart. Det accepterer at betale det udestående beløb på obligationen, hvis långiveren misligholder. Tredjeparten er oftest et forsikringsselskab, en bank eller en hedgefond. Swap-sælgeren opkræver præmier for at levere swap.

Fordele

Bytter beskytte långivere mod kreditrisiko. Det gør det muligt for obligationskøbere at finansiere risikofyldte projekter, end de ellers kunne. Investeringer i risikable virksomheder ansporer til innovation og kreativitet, som øger den økonomiske vækst. Sådan blev Silicon Valley Amerikas innovative fordel.

Virksomheder, der sælger swaps, beskytter sig selv med diversificering. Hvis en virksomhed eller endda en hel branche misligholder, har de gebyrerne fra andre vellykkede swaps for at udligne forskellen. Hvis du gør det på denne måde, bytter du giver en jævn strøm af betalinger med lille nedsat risiko.

Ulemper

Swaps var ureguleret indtil 2009. Det betød, at der ikke var noget regeringsorgan, der kunne sikre, at sælgeren af ​​swap havde penge til at betale indehaveren, hvis obligationen misligholdte. Faktisk var de fleste finansielle institutioner, der solgte swaps, underkapitaliserede. De havde kun en lille procentdel af det, de havde brug for for at betale forsikringen. Systemet fungerede, indtil debitorerne misligholdte.

Desværre gav swaps en falsk følelse af sikkerhed til obligationskøbere. De købte mere risikabel og risikofyldt gæld. De troede, at CDS beskyttede dem mod tab.

• Beskyt långivere mod risiko.

• Giv en strøm af betalinger.

• Ureguleret indtil 2009.

• Gav en falsk følelse af sikkerhed.

Hvordan swaps forårsagede finanskrisen i 2008

I midten af ​​2007 blev der investeret mere end 45 billioner dollars i swaps. Det var mere end de penge, der blev investeret i de amerikanske aktier, realkreditlån og U.S. Treasurys tilsammen. Det amerikanske aktiemarked havde $ 22 billioner. Lån var værd $ 7,1 billioner, og US Treasurys var værd $ 4,4 billioner. Faktisk var det næsten lige så meget som $ 65 billioner produceret af hele verden.

Credit default swaps på Lehman Brothers gæld var med til at forårsage finanskrisen i 2008.

Lehman Brothers skyldte $ 600 milliarder i gæld. Heraf blev $ 400 mia. "Dækket" af credit default swaps. Denne gæld var kun værd 8,62 cent på dollaren. Virksomhederne, der solgte swappene, var American International Group (AIG), Pacific Investment Management Company og Citadel hedgefond.

De forventede ikke, at al gæld skulle forfalde på én gang. Da Lehman erklærede konkurs, havde AIG ikke nok kontanter til rådighed til at dække swapkontrakter. Federal Reserve måtte redde det.

Endnu værre, banker brugte swaps til at forsikre komplicerede finansielle produkter. De handlede swaps på uregulerede markeder. Køberne havde ingen relation til de underliggende aktiver. De forstod ikke deres risici. Da de misligholdte, blev swap-sælgere som Municipal Bond Insurance Association, Ambac Financial Group Inc. og Swiss Reinsurance Co. hårdt ramt.

Over natten faldt CDS-markedet fra hinanden. Ingen købte dem, fordi de indså, at forsikringen ikke var i stand til at dække store eller udbredte misligholdelser. De akkumulerede kapital og lavede færre lån. Det afskår finansiering af små virksomheder og realkreditlån. Disse var begge store faktorer, der holdt arbejdsløsheden på rekordniveauer.

Dodd-Frank

I 2009 regulerede Dodd-Frank Wall Street Reform Act kredit default swaps på tre måder. For det første forbød Volcker-reglen banker i at bruge kundeindskud til at investere i derivater, herunder swaps.

For det andet krævede Commodity Futures Trading Commission at regulere swaps. Det krævede specifikt, at der oprettes et clearinghus, der skal handle og prissætte dem.

For det tredje udfasede den mest risikable CDS.

Mange banker flyttede deres swaps til udlandet for at undgå amerikansk regulering. Selvom alle G-20-lande var enige om at regulere dem, var mange bag USA med at færdiggøre reglerne. Men det ændrede sig i oktober 2011. Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde regulerede swaps med MiFID II.

JP Morgan Chase Swap-tab

Den 10. maj 2012 meddelte JP Morgan Chase-administrerende direktør Jamie Dimon, at banken tabte $ 2 milliarder ved at satse på styrken af ​​credit default swaps. I 2014 havde handlen kostet $ 6 mia.

Bankens London-skrivebord udførte en række komplicerede handler, der ville tjene penge, hvis erhvervsobligationsindekserne steg. Den ene, Markit CDX NA IG Series 9, der udløb i 2017, var en portefølje af credit default swaps. Dette indeks spores kreditkvaliteten af ​​121 højkvalitets obligationsudstedere, herunder Kraft Foods og Walmart. Da handlen begyndte at tabe penge, begyndte mange andre handlende at tage den modsatte holdning. De håbede at drage fordel af JPMorgans tab og dermed forstærke det.

Tabet var ironisk. JP Morgan Chase indførte først credit default swaps i 1994. Den ønskede at forsikre sig mod risikoen for misligholdelse af de lån, den havde i sine bøger.

Den græske gældskrise og CDS

Swaps 'falske følelse af sikkerhed bidrog til den græske gældskrise. Investorer købte græsk statsgæld, selvom forholdet mellem gæld og bruttonationalprodukt i landet var højere end Den Europæiske Unions grænse på 3 procent. Investorerne købte også CDS for at beskytte dem mod muligheden for misligholdelse.

I 2012 fandt disse investorer ud af, hvor lidt swappene beskyttede dem. Grækenland krævede, at obligationsejerne skulle have et tab på 75 procent på deres kapitalandele. CDS beskyttede dem ikke mod dette tab. Det burde have ødelagt CDS-markedet. Det skabte præcedens for, at låntagere, ligesom Grækenland, bevidst kunne omgå CDS-udbetalingen. International Swaps and Derivatives Association fastslog, at CDS skal betales uanset.