Kommunisme

Indhold

• 10 Karakteristika for kommunismen i teorien
• Forskellen mellem kommunisme, socialisme, kapitalisme og fascisme
• Fordele
• Ulemper
• Kommunistiske lande
• Andre eksempler i historien

• Kommunisme

Bedømt af Michael Boyle er en erfaren finansiel professionel med 9+ år, der arbejder med finansiel planlægning, derivater, aktier, fast indkomst, projektledelse og analyse. Artikel Bedømt den 6. april 2020 Læs balancen

Kommunisme er et økonomisk system, hvor gruppen ejer produktionsfaktorerne. I lande repræsenterer regeringen gruppen. Produktionsmidlerne er arbejdskraft, iværksætteri, kapitalgoder og naturressourcer. Selvom regeringen ikke lovligt ejer arbejdsstyrken, fortæller de centrale planlæggere folket, hvor de skal arbejde. Den tyske filosof Karl Marx udviklede teorien om kommunisme.

Han sagde, at det var, ”Fra hver efter hans evner, til hver efter hans behov.” Efter hans opfattelse ville kapitalistiske ejere ikke længere sive over alt overskuddet. I stedet ville provenuet gå til arbejderne. For Marx betød dette, at folk ville arbejde på det, de elskede og gjorde godt. De bidrager med glæde disse færdigheder til gavn for alle. Økonomien ville trives, fordi de ville arbejde hårdere end i kapitalismen.

"For hver efter hans behov" betød, at samfundet ville tage sig af dem, der ikke kunne arbejde. Det ville distribuere varer og tjenester til alle, som de krævede dem. De, der var i stand til at arbejde, ville blive motiveret af oplyst egeninteresse.

10 Karakteristika for kommunismen i teorien

I det kommunistiske manifest skitserede Marx og medforfatter Friedrich Engels følgende 10 punkter.

1. Afskaffelse af ejendom i jord og anvendelse af alle huslejer til offentlige formål
2. En tung progressiv eller gradueret indkomstskat
3. Afskaffelse af al arveret
4. Konfiskering af alle immigrants og oprørers ejendom
5. Liges alle er ansvarlige for arbejde og etablering af industrielle hære (især for landbrug)
6. Den gradvise afskaffelse af sondringen mellem by og land
7. Gratis uddannelse for alle børn i offentlige skoler og afskaffelse af børns fabriksarbejde
8. Centralisering af kredit i statens hænder
9. Staten kontrollerer kommunikation og transport
10. Statens fabrikker og produktionsinstrumenter ville dyrke ødemarker og forbedre jorden

Manifestet nævner statsejerskab i sine sidste tre punkter, hvilket får selv denne rene vision om kommunisme til at lyde som socialisme. Men Marx hævdede, at statsejerskab er en gyldig fase i overgangen til kommunisme.

I en ægte kommunistisk økonomi tager samfundet beslutninger. I de fleste kommunistiske lande træffer regeringen disse beslutninger på deres vegne. Dette system kaldes en kommandoøkonomi.

Lederne opretter en plan, der skitserer deres valg, og den udføres med love, regler og direktiver. Målet med planen er at give til "hver efter hans behov." Kommunistiske lande har gratis sundhedspleje, uddannelse og andre tjenester. Planen søger også at øge nationens økonomiske vækst, sikre nationalt forsvar og vedligeholde infrastruktur.

Staten ejer virksomheder på vegne af arbejderne, hvilket i virkeligheden betyder, at regeringen ejer et monopol. Regeringen belønner virksomhedsledere for at opfylde målene beskrevet i planen. I kommunismen erstatter centrale planlæggere konkurrence kræfter og lovene om udbud og efterspørgsel, der opererer i en markedsøkonomi, såvel som de skikke, der styrer en traditionel økonomi.

Forskellen mellem kommunisme, socialisme, kapitalisme og fascisme

Kommunisme ligner mest socialisme. I begge ejer folket produktionsfaktorerne. Den væsentligste forskel er, at produktionen fordeles efter behov i kommunismen og efter evnen under socialisme. Kommunismen adskiller sig mest fra kapitalismen, hvor privatpersoner er ejerne, men det ligner fascismen, idet begge bruger centrale planer. Fascisme tillader enkeltpersoner at bevare produktionsfaktorer, og mange lande vendte sig til fascisme for at afværge kommunismen.

Fordele

Kommunismen har en central planøkonomi; det kan hurtigt mobilisere økonomiske ressourcer i stor skala, gennemføre massive projekter og skabe industriel magt. Det kan bevæge sig så effektivt, fordi det tilsidesætter individuel egeninteresse og underkaster befolkningens velfærd for at nå kritiske sociale mål.

Kommunistiske kommandoøkonomier kan helt transformere samfund til at være i overensstemmelse med planlæggerens vision.

Eksempler inkluderer det stalinistiske Rusland, det maoistiske Kina og Castros Cuba. Ruslands kommandoekonomi opbyggede den militære styrke til at besejre nazisterne og genopbyggede derefter hurtigt økonomien efter Anden Verdenskrig.

Nogle siger, at kommunismens fordele betyder, at det er det næste oplagte trin for ethvert kapitalistisk samfund. De ser indkomstulighed som et tegn på kapitalisme i det sene stadium og mener, at kapitalismens mangler betyder, at den har udviklet sig forbi dens anvendelighed for samfundet. De er ikke klar over, at kapitalismens mangler er endemiske for systemet, uanset hvilken fase det er i.

Amerikas grundlæggende fædre inkluderede fremme af den generelle velfærd i forfatningen for at afbalancere disse mangler. Den instruerede regeringen om at beskytte alles rettigheder til at forfølge deres idé om lykke, som beskrevet i den amerikanske drøm. Det er regeringens rolle at skabe lige vilkår for at lade det ske.

Ulemper

Den mest betydningsfulde ulempe ved kommunismen stammer fra dens eliminering af det frie marked. Lovene om udbud og efterspørgsel fastsætter ikke priser - det gør regeringen. Planlæggere mister den værdifulde feedback, som disse priser giver om, hvad folk ønsker. De kan ikke få opdateret information om forbrugernes behov, og som følge heraf er der ofte et overskud på én ting og mangel på andre.

For at kompensere skaber borgerne et sort marked for at handle med de ting, som planlæggere ikke leverer, hvilket ødelægger tilliden til Marx 'rene kommunisme. Folk føler ikke længere, at regeringen kan give "til hver efter hans behov."

Kommunistiske lande

De sidste fem tilbageværende kommunistiske lande er Kina, Cuba, Laos, Nordkorea og Vietnam. De er ikke ren kommunisme, men overgår fra socialisme, hvor staten ejer forsyningskomponenterne. Ifølge Marx er det et nødvendigt midtvejs mellem kapitalismen og den ideelle kommunistiske økonomi. Moderne kommunistiske samfund er afhængige af en blandet økonomi.

Kina

I oktober 1949 etablerede Mao Tse Tung det kinesiske kommunistparti. I slutningen af ​​1970'erne begyndte Kina at bevæge sig mod en blandet økonomi. Det udfasede kollektive gårde og tillod private virksomheder, men det følger stadig nøje en femårig økonomisk plan. Regeringens politik favoriserer statsejede virksomheder i sektorer, der er vigtige for dens mål. I 2009 blev Kina verdens største eksportør. I 2014 blev det verdens største økonomi.

Cuba

I oktober 1965 blev Partido Communista de Cuba landets officielle herskende parti. Sovjetunionen gav økonomisk støtte til det fattige land, og til gengæld støttede Cuba sin protektor i den kolde krig mod sin nabo, USA. Efter Sovjetunionens fald led Cuba, og i april 2011 begyndte det at tillade økonomiske reformer. Cubanere kan nu købe apparater, mobiltelefoner, fast ejendom og biler, og mere end 500.000 cubanere er registreret som selvstændige. For eksempel kan landmænd nu sælge varer til hoteller.

Laos

I 1949 vandt nationen uafhængighed af Frankrig. I 1986 begyndte det at decentralisere kontrol og opmuntre private virksomheder.Det skabte skatteincitamenter til at tilskynde direkte udenlandske investeringer, fordi det ville udvide sin økonomi ud over at eksportere sine naturressourcer.

Nordkorea

I 1953 hjalp dets allierede Kina og Rusland med at skabe Nordkorea for at afslutte Koreakrigen. Landet fulgte streng central planlægning med kommunalt landbrug. Det led hungersnød og dårlige levevilkår i 1990'erne og 2000'erne, og i 2002 tillod det semi-private markeder at sælge nogle varer.

Vietnam

I 1945 erklærede den kommunistiske leder Ho Chi Minh sit lands uafhængighed fra Frankrig. Franskmændene, støttet af USA, greb det sydlige Vietnam. Ho, støttet af Kina, tog den nordlige del. I 1954 blev franskmændene enige om at opdele Vietnam ved den 17. parallel, men i 1964 førte Ho Viet Cong-soldater til at genforene landet.

I 1975 var kommunisterne vellykkede, og i 1986 begyndte Vietnam overgangen til en mere markedsbaseret økonomi. Det er stadig behov for at reformere statsejede virksomheder, mindske bureaukratiet og øge gennemsigtigheden i den finansielle sektor.

Andre eksempler i historien

I 1922 blev Unionen af ​​sovjetiske socialistiske republikker oprettet med seks kommunistiske lande: Rusland, Hviderusland, Ukraine og den transkaukasiske føderation. I 1936 blev Føderationen Georgien, Aserbajdsjan og Armenien.

I 1991, da det blev opløst, indeholdt Sovjetunionen 15 lande i alt. De yderligere ni var Estland, Letland, Litauen, Kasakhstan, Kirgisistan, Moldova, Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan.

I 1955 oprettede Sovjetunionen Warszawa-pagten med andre kommunistiske militære allierede. De omfattede Albanien, Bulgarien, Østtyskland, Ungarn, Polen og Rumænien.

Sovjetunionen havde mange andre kommunistiske allierede. Mange blev kommunistiske i 1970'erne, men skiftede til en anden regeringsform, efter at Sovjetunionen kollapsede. De omfattede Afghanistan, Angola, Benin, Congo, Etiopien, Mongoliet, Mozambique, Somalia, Syd Yemen og Jugoslavien. Cambodja var et kommunistisk land fra 1975–1979.